Louise og Alberte er paa tur. Og de kommer foerst hjem naar de er blevet nogle dannede mennesker. Men spoerg dig selv; hvad er i sandhed dannelse? og hvornaar er du egentligt hjemme? Det maa tiden vise - foelg med!
tirsdag den 5. april 2011
Potosí
Efter en daarlig bustur ankom vi alligevel helskindet til verdens hoejest beliggende by - Potosí. Ved 4000+ meter over havoverfladen faar vi hovedpine og aandedraetsbesvaer naar vi bevaeger os rundt i den fine by. Vi har dog ikke nogen billeder herfra, da det var mine-turen der overskyggede alt andet..
Foer adgang skulle vi blot udstyres med rette beklaedning og underskrive noget med smaat...Vi var ogsaa forbi arbejdspladsen hvor de udskiller de endelige mineraler og lidt soelv.
Én af indgangene til Cerro Rico
I hver mine findes en 'Tio' - naar minearbejderne traeder ind i minen findes ikke laengere nogen gud, men djaevlen. Tio'en passer paa dem saa laenge de giver ham gaver og beder til ham,men det er ogsaa ham der tager livet af dem. "Vi spiser bjerget, bjerget spiser os" - som de siger her.
Vores guide er tidligere minearbejder der nu arbejder for et turistbureau, som stoetter minearbejderne.
Foersteklasses minearbejder arbejder stadig manuelt med hammer og stik (og dynamit).
Manden til venstre er 60 aar og ved at han snart skal doe. Han lider af silicosis (lungekraeft) efter 20 aars arbejde inde i minen. Minearbejderne arbejder som de vil, for sig selv eller i hold. I loebet af arbejdstiden faar de kun koka-blade og lidt vaeske, og arbejder typisk fra morgen til aften. Der findes ingen aldersgraense eller kvalifikationskrav - der er altsaa minearbejdere i alle aldre. En minearbejder bliver gennemsnitlig 35-40 aar gammel.
Vi var to timer under jorden kun med lyset fra vores pandelamper. Luften var tynd og vi bevaegede os i 40 graders varme, og kunne hurtig maerke stoevet i vores lunger. Det var i det hele taget umuligt at staa oprejst, og flere steder maatte vi kravle og sno os gennem de snaevre gange.En roerende og intens oplevelse, og stadig med en klump i halsen.
mandag den 4. april 2011
Uyuni - Bolivia
Ja, dette er saa graensen mellem Chile og Bolivia. Vi var lige inde og faa et stempel
Vi tog jeepen med et par venner til Uyuni
Laguna Verde
Mere geyser
Arbol de Piedra
Laguna Blanca
Laguna Colorada og en flamingofjer
Gringo-holdet der overlevede turen
En vild tog-kirkegaard
En vild hue
Saa var det vist nok Salar Uyuni - 12.000 m2 saltoerken! Eller det vil sige midlertidig oversvoemmet oerken - endnu federe!! Og vi laa selvfoelgelig inde med en god ide, men fotografen failede..
Fail!
Fail#2
Fail#3
Pause i Uyuni
onsdag den 23. marts 2011
Sandboarding yir
Vi er stadig i San Pedro, men denne gang ude at sandboarde i den frygtindgydende Valle de la Muerte - de doede sandboarders dal!
Paa toppen af dunen - og det er altsaa Luz og instruktoerens bil i kan se prikkerne af
Bevis: Luz paa board!
Al er flyvene
Og saa sikkert tilbage til den toerre by
Paa toppen af dunen - og det er altsaa Luz og instruktoerens bil i kan se prikkerne af
Bevis: Luz paa board!
Al er flyvene
Og saa sikkert tilbage til den toerre by
La Serena og San Pedro de Atacama
José Den Langhaarede fra Viña sendte os videre til La Serena laengere nordpaa, hvor vi kunne bo hos en af hans venner! Alvaro var ikke meget hjemme, men til gengaeld hang vi ud med hans foraeldre og deres venner. Da de ikke kunne engelsk fik vi oevet en masse spansk og det endte lykkeligt.
Paven holder oeje med os.
La Serena (Coquimbo) er en fin havneby og vi fik massere af frisk fisk.
Vi tog en dagstur til Valle de Elqui.
Vi besoegte et spisested hvor alt mad var forberedt med solenergi
Al i mapuche by
Vi tester kamera for vi tror zoomen er gaaet i stykker...
...det er den. Videre til landets aeldste piscobryggeri.
De udnytter turisterne paa det groveste her, men Louis sneg sig til et gratis billede!! og vi fik ogsaa lov til at roere
Paven holder oeje med os.
La Serena (Coquimbo) er en fin havneby og vi fik massere af frisk fisk.
Vi tog en dagstur til Valle de Elqui.
Vi besoegte et spisested hvor alt mad var forberedt med solenergi
Al i mapuche by
Vi tester kamera for vi tror zoomen er gaaet i stykker...
...det er den. Videre til landets aeldste piscobryggeri.
Vi sluttede den specielle dag paa Mamalluca observatoriet.
Vi var kommet for at kigge paa stjerner, men "uheldigvis" var der fuldmaane med saerlig kort distance til jorden. Billedet er taget gennem teleskopet.SAN PEDRO DE ATACAMA
Verdens toerreste oerken og vi har ikke set nogen skyer endnu. I omraadet ligger en masse naturvidundere og noget vi absolut skulle se var Geysers del Tatio. Det er et omraade 4321 m over havets overflade, og hvor magmaen kun er 6 km under jorden. Der er 40 geysere, 60 boilingpools og 70 "fumarolas" paa kun 3 km2, og ved solopgang gaar de helt amokka.
Vi var fucking oppe 3.30 for at komme i ordentlig tid derud
Boilingpool
Fumarole
Vi er soede og vi fryser
Geyser
Vi skulle ogsaa bade i lagunen ved siden af :)
"Wetlands de Putanas" opkaldt efter minearbejdernes damer...De udnytter turisterne paa det groveste her, men Louis sneg sig til et gratis billede!! og vi fik ogsaa lov til at roere
Abonner på:
Opslag (Atom)









































































